In English Please

Formålet med denne hjemmeside er at samle mine aktiviteter omkring geocaching, på et centralt sted.

Mit navn er Torben Pedersen, årgang 1958 og jeg cacher under navnet Lyngerup.dk.

Hvorfor nu Lyngerup.dk, tja da jeg skulle oprettes skulle det jo gå stærkt med at finde på et navn. Jeg ville gerne bruge mine forbogstaver, men det navn var optaget, så i stedet blev det navnet på den lille landsby, hvor jeg boede på daværende tidspunkt. Da jeg kommer en del i udlandet, synes jeg også at landekoden skulle indgå, så derfor .dk. At det så samtidig er navnet på min hjemmeside, synes jeg så kun er yderligere et plus.

I maj måned 2021 flyttede jeg til Vestsjælland til en lille by der hedder Faurbo (N55° 42.422' E011° 21.960' ).
Jeg valgte at bibeholde mit geocachernavn, af dels historiske årsager og dels at jeg ikke kunne finde på et bedre navn.

Det hele startede med at min mor og en af hendes veninder, brugte geocaching til at komme ud og få noget luft og motion. Min mor var på daværende tidspunkt 76 år gammel. Hun fortalte så om disse ture og om hvor sjovt det var. Da hun så fortalte at man skulle have en elektronik ting (GPS) og skulle bruge Internet og overføre data mellem nettet og GPS, ja så var min nysgerrighed vagt. Man er jo blot en mand og en lille smule gadget-freak.

Min vægt havde efterhånden sneget sig derop, hvor man ikke vejede i kilo, men i 1/10 tons, så konen (lp.dk) mente at dette måtte være en metode til at få mig ud og motionere, hvilket hun jo havde ret i. Da jeg så havde fundet min første cache, var jeg solgt.

Siden dengang i februar 2010 er det så blevet til mange sjove oplevelse i 39 forskellige lande, fordelt på 4 kontinenter. Vi bruger geocaching i stor stil når vi er i udlandet, til at se områder og steder vi ellers aldrig ville være kommet på.

 

  Flag Counter